El-eller vandbåren gulvvarme: Hvad skal du vælge?

Af Boligjunkies - 10 Jun 2021

Det er altid rart at komme hjem til et dejlig varmt hus – og for mange er det ren luksus at komme hjem en vinterdag og gå rundt i bare fødder på et dejlig varmt gulv. Der er generelt mange fordele ved at have varme i gulvet. Varmen fordeler sig mere jævnt i rummet end med radiatorer – og så slipper du også for grimme radiatorer, der fylder unødigt i rummet og påvirker indretningsmulighederne.

Der findes dog ikke kun én løsning, hvis du gerne vil have gulvvarme. Faktisk findes der overordnet to forskellige typer af gulvvarme, nemlig elgulvvarme og vandbåren gulvvarme. Når du vælger gulvvarme, er det vigtigt, at du vælger den løsning, der passer bedst til dine behov. Vi gennemgår derfor i denne artikel de to forskellige løsninger, så du kan finde den bedste løsning til dig og dine ønsker og behov.

Elgulvvarme

Elgulvvarme er baseret på et net af elektriske tråde, der bliver varmet op af strøm, der løber igennem dem. Disse tråde kan enten støbes ned i beton eller lægges under plankerne i et trægulv. Det er altså en løsning, der kan bruges til stort set alle gulvtyper, men det egner sig allerbedst til klinke-, flise- eller trægulv. Elgulvvarme kan være med til at give dig et varmt og behageligt gulv året rundt. Det kan nemlig også køre om sommeren, hvor centralvarmeanlægget som regel er slukket.

Når det kommer til elgulvvarme, er der dog nogle ting, du skal være opmærksom på. Ifølge bygningsreglementet er det ikke lovligt at bruge elgulvvarme som den primære opvarmningskilde i boligen, faktisk kun hvis det er monteret inden 1994 eller hvis der er tale om et sommerhus, fritidshus eller kolonihavehus. Elgulvvarme er derfor oftest benyttet som en supplerende varmekilde til f.eks. opvarmning af yderrum, loftrum eller badeværelset. Her er der dog også en ideel løsning, da elgulvvarme kan installeres ovenpå eksisterende gulve, og der skal altså ikke de store renoveringsprojekter i gang – og du kan faktisk også gøre det hele selv, hvis du har dine hænder bare nogenlunde ordentligt skruet på.

Vandbåren gulvvarme

Ved vandbåren gulvvarme bliver varmt vand ledt igennem rør af enten kobber, stål eller plast. Disse netværk af rør bliver tilsluttet boligens centralvarme, og inden tilslutningen bliver disse rør så støbt ned i betongulvet. Vandbåren gulvvarme kan enten supplere eller helt erstatte dine radiatorer – og det giver ligesom elgulvvarme en mere behagelig og jævn varme i rummet – dog kører det ikke om sommeren.

Når det kommer til elgulvvarme, er der også nogle ting, du skal være opmærksom på. Vandbåren gulvvarme er den dyreste af de tre typer gulvvarme, primært på grund af den omfattende installation. Det kræver nemlig at hele gulvet brydes op. Derudover er monteringen heller ikke forbrugervenlig – og den bør derfor altid udføres af en gulvekspert eller en VVS’er for at sikre at det hele fungerer som det skal. Du må kun gøre det selv, hvis du har den nødvendige erfaring og viden inden for støbning af varmeslanger og montering af gulvvarme under et trægulv. Vær dog opmærksom på, at du ikke selv må tilslutte slangerne til boligens varmeanlæg, da det ifølge loven skal gøres af en autoriseret VVS’er.