Sådan indretter du dig flot med antikke produkter
Af Boligjunkies - 09 Jul 2021
Hvis der er noget, som vi danskere går op i, så er det vores boligindretning. Det skyldes naturligvis, at vi opholder os rigtig meget i vores hjem. Efter en lang dag på arbejde er hjemmet den base, hvor vi slapper af og får tanket ny energi – og om vinteren samt i det regnfulde efterår er vi nærmest tvunget i hi inde bag vores døre, hvorfra vi dyrker hyggen, mens de kolde vejr hærger uden for.
I dette indlæg vil vi give tip til at skabe en hyggelig boligindretning, hvor det moderne møder det antikke. Den kombination er ofte populær, fordi mange enten arver møbler af ældre udseende eller måske køber flotte loppefund.
Gammeldags lysestager
Hvis du er typen, som har en meget moderne indretning, som du i virkeligheden godt kunne tænke at bløde op, så kan gammeldags elementer være med til at gøre en stor forskel. Blandt andet kan du gøre din spisestue mindre hård i udtrykket, hvis du gør brug af ældre flotte messinglysestager. Vær ikke bange for at blande højder og design, men hold det gerne i de samme farvemæssige toner.
Antikke vitrineskabe
De antikke vitrineskabe er møbler, som virkelig har potentiale. I vores skandinaviske og meget minimalistiske indretning, er et vitrineskab med til at afbløde det spartanske og stilrene look.
Vitrineskabe fås i mange forskellige farver, hvormed du kan få det til at indgå i stilen eller skabe kontraster – f.eks. med et pastelfarvet vitrineskab foran en hvid væg. Fordi der er mulighed for at kigge ind igennem glasset i skabet, kan du også bruge mere moderne elementer og figurer som pynt inde i skabet. Dermed får du en effekt, hvor det klassiske møbel står i et moderne rum og indeholder moderne genstande. Det kan fungere rigtig fint.
Op på væggen
Kan du godt lide den ofte møre mørke stil fra de antikke malerier? Så er der igen god mulighed for at inddrage det antikke i boligens indretning. Den mørke stemning fungerer fremragende, når maleriet placeres på en farvet væg – f.eks. en stærk grøn eller blå. På den måde får du en anderledes og flot billedkunst, som ikke bliver for tung, men er voldsomt interessant og unik.