Sådan klipper du hækplanter

Af Boligjunkies - 10 Jun 2021

Hække er en meget udbredt metode til at grænse haver af ind til naboen – og i nogle ejer- og boligforeninger er det faktisk et krav, at man skal have en levende hæk rundt om grunden frem for f.eks. et almindeligt hegn. Der er derfor mange haveejere, der skal huske på at klippe hæk hvert år – og det er et stort stykke arbejde, især hvis man ikke helt ved, hvad man skal gøre for at opnå det bedste resultat.

Hvordan hækken bliver klippet, har stor betydning for det samlede indtryk af din have og bolig. Det er dog ikke alle hække, der er ens, og det er derfor heller ikke ét kort svar på, hvordan man skal klippe hækken. Det kommer nemlig an på, hvilken type hæk du har. Vi gennemgår derfor her de mest gængse hæktyper, så du kan blive klogere på, hvordan du skal klippe din hæk for at holde den pæn året rundt.

Ligusterhæk

En ligusterhæk er en tætvoksende hæk, men det er dog ikke en stedsegrøn hæk, hvilket betyder, at den bliver bar om vinteren. Hvis du gerne vil holde din ligusterhæk trimmet, bør du klippe den to gange om året, første gang i juni og anden gang i august. Hvis du gerne vil lave en kraftig beskæring, bør du gøre det i marts til april. Hækken vil så skyde en masse nye skud og vokse sig tæt igen.

Bøgehæk

En bøgehæk er en smuk hækplante med mørkegrønne blade om sommeren og orange nuancer om efteråret. Det er dog også en løvfældende hæk, og den står derfor bar om vinteren. En bøgehæk er let at holde. Den skal blot klippes én gang om året – og den kan klippes over hele sommeren. Hvis du gerne vil lave en kraftig beskæring, bør du gøre det i det tidligste forår mellem januar og april.

Buksbom

Buksbom er en stedsegrøn plante, som er meget let at forme. Den kan derfor klippes lige med skarpe kanter, med bløde former eller så kan den endda klippes som en figur, hvis du er god med en hæksaks. Hvis du gerne vil holde din buksbomhæk trimmet, bør du klippe den mindst to gange om året. Det giver den de bedste forudsætninger for at holde sin form og tæthed. Du bør klippe den én gang i foråret og én gang i efteråret, dog aldrig senere end september. Den kan dog sagtens holde til at blive småklippet flere gange i løbet af foråret/sommeren, og det er en kæmpe fordel at gøre, hvis du gerne vil holde hækkens form.

Takshæk

En takshæk minder om buksbom, idet den også er stedsegrøn og velegnet til at klippe i form. Hvis du gerne vil holde din takshæk veltrimmet, bør du beskære den mindst to gange om året – især hvis du gerne vil have kontrol over dens form, første gang i foråret og igen i efteråret. Hvis du gerne vil lave en kraftig beskæring, kan du faktisk slippe afsted med at skære den helt ind til stammen. Den vil på kort tid begynde at skyde kraftigt igen og give dig en tæt hæk.

Kristtornhæk

Kristtorn er en stedsegrøn hæk, der får øde bær om vinteren. Den kræver ikke beskæring særlig ofte, faktisk kun én gang om året hen over sommeren. Hvis du gerne vil lave en kraftig beskæring, skal det gøres i enten juni eller juli, da hækken ikke vokser særlig hurtigt. Når du beskærer kristtorn, kommer der ofte flere skud ud der, hvor du har klippet, og det kan derfor være nødvendigt at fjerne enkelte grene hen på efteråret.

Hækklipning kan være meget tidskrævende og meget omfattende – og hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre, kan man hurtigt ende med at ødelægge en ellers fin hæk. I mange tilfælde kan det derfor være en kæmpe fordel at alliere sig med en anlægsgartner, så man er sikker på at hækken bliver behandlet ordentligt og står pænt året rundt. Vi anbefaler Anlægsgartner Brian Stølegaard, som tilbyder hækklipning i Kolding og omegn.